Nytårstur
Vores årlige nytårstur i 2022 gik til Tranum – Fosdal. Vi havde hørt, at det skulle være en virkelig flot rute, som skulle være godt markeret. Den skulle heller ikke være for lang, ca. 11km, så den matchede lige os.
Vi mødtes ved parkeringspladsen, se link: https://tinyurl.com/2p8phfya. Vi snørede vores vandrestøvler og gik af sted. Vi valgte at gå ruten mod urets retning, da det blev os anbefalet. Det fortrød vi absolut ikke. Så godt råd herfra – gå ruten mod urets retning.
Ruten startede med et par stejle stigninger, som gjorde at vi blev lidt eftertænksom på, om beslutningen om rutens retning var den rette. Det blev dog efterfølgende tydeligt for os, at herefter var der flere passager nedad – både med trapper og bakker, som ville have været ekstra udfordrende, hvis man kom fra den modsatte retning.

Allerede i starten af ruten var der flere steder med fantastisk udsigt over landet mod vest, så man også kunne se Vesterhavet, selv på en lidt overskygget dag. Her var ruten markeringer særligt gode til at gøre én opmærksom på, at netop her var et særligt udsigtspunkt.

Generelt er ruten rigtigt godt markeret. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvilken vej man skal gå. Der står med passende afstand røde træpæle med rutens markering. Ruten foregår kun på naturstier – kun nogle få meter er på asfalt.

Der var gode muligheder undervejs på ruten for at holde pause eller få vejret. Der er placeret bænke på det meste af ruten, især inde i skoven.
Udover billedskøn natur og gode udsigtspunkt, bød ruten også på Jammerbugts højeste punkt Bavnehøj på 83 meter. Man mærker ikke stigningen ved Bavnehøj, da det sker gradvis indtil da.
Ruten var beregnet til 3-4 timer på grund af det varierede terræn. Da vi stoppede vores ur tilbage på parkeringspladsen, vidste uret 3 timer og 7 minutter og vi havde gået 11,11km. Så estimeringen virker passende.
Vi vil klart anbefale ruten til alle, der kan klare en rute på +10km. Den er ikke for gangbesværede eller små børn, da der, som tidligere nævnt, er meget varieret terræn.
I løbet af vores gåtur, gik snakken på, at dette burde vi gøre noget oftere. Derfor lovede vi hinanden at tage en vandretur hver måned i løbet af 2023. Vi blev ligeledes enige om at dele alle vores tanker og gode råd, så de ikke går i glemmebogen.




